TRIVSEL OG HUMOR

- Hvordan hænger de to ting sammen?

Hvem er ansvarlig for, at du trives?

De fleste arbejdsplader er meget fokuserede på resultater. Når vi vores mål? Vækster vi? Hvad står der på bundlinjen?

Vi har som regel også en strategi for, hvordan vi når derhen. Men det er ikke altid, vi taler så meget om, hvordan vi trives, mens vi når derhen.

Måske har vi en ide om, at det ikke er relevant. I de fleste tilfælde er det mere, fordi vi ikke er opdraget som medarbejdere eller ledelse til at stille spørgsmål til os selv som: Vil det her gøre vores medarbejdere og kollegaer mere frustrerede? Vil det gøre dem mere stressede? – Og hvordan sørger vi for, at de ikke bukker under for det arbejdspres, det vil være at opnå de resultater, som vi skal opnå?

Lidt muntert kunne man også sige, at vi meget ofte ikke har fokus på, hvordan det her også bliver en sjov og spændende arbejdssituation for medarbejderne og kollegaerne. Vil de trives med det?

Vi tænker måske lidt gammeldags: Motivationen må være, at de bliver ved med at have et arbejde. At vi bliver den største spiller på markedet. At vi er en succesrig arbejdsplads.

Men ofte er det ikke det, som fylder hos den enkelte medarbejder. Det er langt oftere om de trives med deres opgaver, deres udfordringer og deres kollegaer.

Det kan være meget individuelt, hvad der får dig til at trives på din arbejdsplads, men der er ingen tvivl om, at det godt kan betale sig for en arbejdsplads at have fokus på, om den enkelte medarbejder trives.

...Intelligent og hylende morsom!...

FEF Chemical

En medarbejder, som trives, er som oftest mere engageret i sine arbejdsopgaver, laver færre fejl, har lavere sygefravær og er oftest mere tilbøjelig til at blive på den pågældende arbejdsplads i flere år. Ligesom det ofte vil betyde, at medarbejderen taler mere positivt om arbejdspladsen og dermed styrker virksomhedens eller organisationens arbejde udadtil.

Ledelsen er dem, som skaber rammerne for, om du kan trives.

En af de mest elskede ledere på den danske vindmølle virksomhed Vestas var uden tvivl Johannes Povlsen. Hver dag rejste han sig fra sin ”pind” på kontoret med udsigt over Vesterhavet og gik en tur rundt på virksomheden. Hele vejen rundt på fabrikken. Han stoppede op og talte med medarbejderne, smilede og hilste.

Det er imponerende, hvad den lille tur på omkring 20 – 30 minutter gjorde for hans medarbejdere. Flere år efter var det én af de ting, der blev husket tydeligst og ofte nævnt som noget meget positivt ved hans ledelsesstil.

Det, han opnåede, var at være synlig. At få medarbejderne til at føle sig set, hørt og værdsat. Ligesom han fik indblik i deres arbejdssituation og deres arbejdsmiljø. Alle sammen ting som har gjort, at hans medarbejdere har følt sig mere trygge og sikre på deres arbejdsplads. Han var tilgængelig og de havde et personligt nærvær med ham.

Men Johannes Povlsen og andre ledere kan kun være forgangsmænd. De kan ikke alene sørge for, at du trives på din arbejdsplads. Den opgave ligger også hos dig og dine kollegaer. Det er jer, som skal fylde rammerne ud. Det er jer, som skal styrke relationerne og sørge for, at der er en åben dialog om netop, hvordan I trives og hvordan i håndterer de store og små udfordringer, der jo altid opstår på en arbejdsplads.

.. Han tryllebandt os i 1½ time! ...

Dansk told- og skatteforbund, Herning

Hvordan har arbejdspladsens trivsel indflydelse på humoren?

Og hvad har humor så med trivsel at gøre?

Man kan sige, at humoren er en stor del af den tone, som er på en arbejdsplads. I den tone kan man ofte aflæse, om mennesker trives.

I et miljø, hvor medarbejderne trives, er der som regel lettere til latter, som frigør endorfiner og som også giver følelsen af lykke i vores krop og system. Samtidig er den gode humor med til at binde os sammen på en arbejdsplads, så vi bliver en endnu mere sammentømret enhed.

Hvis vi trives i hinandens selskab, så er der også længere snor til at lave sjov med hinanden, fordi vi har overskud og overblik og er gode til at se, at de andre bare mener det, som de siger, for sjov.

Johannes Povlsen på Vestas var på et tidspunkt træt af, at flere af medarbejderne benyttede de 4-5 gæsteparkeringspladser, som var placeret lige ved siden af virksomhedens hovedindgang. Ved et medarbejdermøde, hvor alle var tilstede, sagde han med et glimt i øjet:

”Gæsteparkeringen er tiltænkt gæster og de af jer, som ikke kan respektere det, kan jeg da lynhurtigt gøre til gæster.”

Det lo medarbejderne på Vestas af, og de forstod godt, at det var et ønske, han udtrykte og at han forstørrede budskabet med lidt humor.

Men havde medarbejderne på Vestas ikke trivedes. Havde de ikke kendt chefen så godt, som de gjorde. Så kunne de måske godt have følt bemærkningen som en trussel eller som en ubehagelig måde at kommunikere på.

Men som det var her, så skabte det et nærvær og spredte smil og latter hos medarbejderne.

I et miljø, hvor medarbejderne ikke trives, kan der sagtens være humor, men den kan måske godt være sarkastisk og bitter. Den kan blive en måde at udstille sin magtesløshed på. En måde at brokke sig på kunne man også sige. Humoren på en arbejdsplads er en meget stor del af det sociale spil. Så på arbejdspladser, hvor vi ikke trives, er det ikke sikkert, vi har overskuddet til overhovedet at bruge humor. Så fraværet af humor og munterhed kan også være et vink om, at mennesker ikke trives og at glæden er på vågeblus. I sidste ende kan humoren tippe over i, hvad vi kan kalde voksenmobning. Hvor medarbejdere bruger humoren til at stikke til hinanden og ledelsen bruger humoren til at sparke nedad.
Hvis vi ikke trives der, hvor vi er, så bliver vi tit mere usikre og så har vi ofte sværere ved at komme frem med vores muntre side, som ellers kan bidrage positivt til det sociale liv på en arbejdsplads.

...intet mindre end fantastisk... 

Troldehusene Børnehaver

Hvordan kan humor styrke trivsel?

Humor kan ikke gøre det alene. Men den ”invitation”, som der ligger i den gode humor og den muntre tone og som du selv kan finde frem, kan gøre en forskel. Den kan gøre en forskel for, om dine kollegaer og du kommer igennem en udfordring sammen. Humor er det som på engelsk hedder en ”coping mechanism”. Det betyder groft oversat en ventil for frustrationer.

For at dine kollegaer og du skal kunne trives i en hvilken som helst situation, er det vigtigt, at I har nogle stærke relationer. Noget af det, som styrker relationer, er at gå igennem svære og udfordrende situationer sammen og komme ud på den anden side af dem ”med hinanden i hånden”. Du kender det måske også fra dit privatliv. Hvis du og din ægtefælle har været igennem en stor menneskelig udfordring sammen og det ikke har splittet jeres forhold, så har det som regel styrket det. Det er det samme med de relationer, vi har på en arbejdsplads. Men for at komme igennem de udfordringer så skal vi have nogle værktøjer. Dem er der flere af, men humor er en et af dem.

Selvironi, munterhed og noget at grine af er med til at skabe en stærk social situation, som kan binde os mere sammen. Selvfølgelig forudsat at vi sørger for, at alle er en del af den humor, vi benytter os af.

Hvis der er høj trivsel på en arbejdsplads og der er åbenhed til at tale om, hvordan den enkelte har det. Hvis der er interesse og imødekommenhed fra både ledelsen og kollegaer. Så begynder det også at være lettere at udnytte de muligheder, som humoren har for at kommunikere svære budskaber.

Er der noget, vi ikke bryder os om som voksne mennesker, så er det at få udstykket en ordre. Så kan vi godt gå hen og blive trodsige.

I min datters børnehave var der et skilt, som mødte dig ved indgangen, hvor der stod:

”Husk at rydde 5 ting op fra legepladsen inden du forlader den”.

Jeg har aldrig gjort det. Det gjorde mig trodsig. Gu’ ville jeg da ej. Men havde de pakket det ind i selvironi og måske skrevet:

”Vores leder kan ikke finde sit gebis, som han har tabt i sandkassen – vil du hjælpe med at rydde legetøjet væk? Bare ryd lidt op inden du går.”

..så ville det have været mere indirekte og uhøjtideligt, og så ville jeg have været mere tilbøjelig til at hjælpe. Det ville også kunne have skabt en munter dialog og muntre kommentarer fra forældre om gebisset.

...Kun positive tilbagemeldinger...

Pharmadanmark

Så på arbejdsplader, hvor vi trives, er åbne, har en god tone og interesserer os for vores medarbejdere og kollegaer, der er vi mere tilbøjelige til også at få de fordele, som f.eks. humor kan give og dermed styrke glæden, relationerne og trivslen endnu mere.

Det, vi selv er ansvarlige for, er at tage initiativet til munterhed og humor. Men det er i lige så høj grad at tage imod, når andre forsøger sig med munterhed. Det kan godt være, du ikke synes, at Povl nede fra produktionen fortæller de sjoveste vittigheder i verden. Men med mindre de er racistiske, sexistiske eller på anden måde ubehagelige, så kan det godt betale sig at grine lidt af dem alligevel. For det, Povl gør, er faktisk at invitere til smil og glæde. Han vil gerne have, at I griner sammen. Der er som regel altid langt større mulighed for, at humor kan bidrage til trivslen på en arbejdsplads, end vi regner med. Tit og ofte bliver vi oven i købet inviteret til det, men afviser det. Sikkert uden at være klar over, at det er det, som vi har gjort.

Så for at styrke fællesskabet og dermed trivslen på din arbejdsplads, så er det vigtigt, at du hele tiden er klar over, at det er noget, du er en del af. At din aktive plads ikke er lige gyldig. Du skal selv være med til at sprede glæde og til at tage imod glæde. Det er noget, som sagtens kan tage lidt tid at være aktivt opmærksom på.

Humor på en arbejdsplads handler ikke om, at der er nogle andre, som skal underholde dig – men om at skabe et godt fællesskab, hvor humoren og munterheden er med til at styrke den trivsel, som er så vigtig for, at vi kan skabe de bedste resultater.

Hvorfor skal du booke Rune Green til dit næste arrangement?

Fordi det er klogt, sjovt og professionelt - og fordi dine medarbejdere bliver inspireret og siger ting bagefter som...

"Kommentarene var mange, blev faktisk helt høj af alle de sprudlende mail jeg fik retur fra mine kollega, man kan næsten sige jeg fik en dobbelt effekt af Rune Green's arrangement. Jeg har samlet dem nedenfor. Bl.a.

"Rune var morsom uden at være plat. Kom godt rund om emnet."

"Jeg har faktisk tænkt på det han sagde ved flere situationer. Det var både meget underholdende og lærerigt."

"Jeg synes det var et fantastisk foredrag! Der var rigtig meget at tage med både til sit arbejde og herhjemme."

"Der er bare meget man kan genkende i hans sjove historier. Helt sikkert noget jeg vil prøve at huske og vende tilbage til for at have det lidt sjovere."

- Novo Nordisk A/S

Rune Green er humorist og ekspert i humor. Han har arbejdet med humor i praksis og teoretisk i over 30 år. Læs mere her

Scroll to Top