Skal årets kick-off tale bare overståes? Udnytter du chancen for at du og dit budskab bliver husket?
Nu hvor du er tilbage fra juleferie, så starter alt op igen. Det betyder som regel en del møder, præsentationer og kick-off.
Er du en af dem som skal sætte året i gang med en ny strategi? Så husk, at hvis du tager lidt ekstra tid ud og skaber en underholdende præsentation eller tale, så kan det virkelig give genlyd. Noget som tilhørerne oven i købet husker længe efter.
For en del år siden blev jeg kontaktet af en kvinde, som var formand for firmaets kunstforening. Hun var dødtræt af at skulle holde formandens beretning. ”Kan du ikke komme lidt humor ind i den”. Det gjorde jeg så.
Hun kontaktede mig bagefter og sagde, at det havde været en kæmpe succes. Efterfølgende var der blevet vist nogle nye medarbejdere rundt på virksomheden. Rundviseren havde peget på kvinden og sagt: ”Det er formanden for vores kunstforening. Hun holder altid sådan nogle sjove taler.” Samtidig var hun gået fra at være lidt en grå mus til en som alle talte om – på en positiv og glad måde.
Nu hjalp jeg jo damen. Men hun tog selv initiativet. Hun sagde til sig selv: ”Det er altså ikke godt nok det her”. Allerede der gjorde hun sig umage for sine tilhøreres skyld. Gør du også det? Eller tænker du: ”Det skal bare overstås”?
Husk, når du stiller dig op i sådan en sammenhæng, så tager du folks tid. Det mindste man kan gøre er at gøre sig umage. Husk samtidig at humor er et meget kraftfuldt kommunikationsmiddel.
Læs mere om mine foredrag om humor og arbejdsliv her
I ÅRET DER GIK…
Tror jeg, at jeg nåede stort set hele Danmark rundt. Blandt andet i forbindelse med de 13 foredrag jeg holdt på én uge i den uge hvor ”International mental-sundhedsdag” fandt sted.
Jeg var en del gange i Sønderborg. Som I kan se på billedet til højre, så var publikum mødt talstærkt op.
Jeg var også i udlandet. I Spanien talte jeg på den fantastiske Seedster konference. Jeg havde også en fest ved de åbne arrangementer på MBK og på Hotel Scandic i Aalborg.
Tak til alle som jeg har besøgt. Det var en fornøjelse.
I ÅRET DER KOMMER…
Lægger jeg ud med foredrag i Horsens, Nyborg, Struer og på Færøerne. Senere kommer endnu en tur til Spanien, hvor Jesper Buch har inviteret mig til at åbne Seedster.
JEG UNDRES…
Min søn spiller alverdens spil på sin computer. Han taler ikke om andet. Jeg er begyndt at synes det er lidt sjovt med en aktivitet, hvor højdepunktet for dine venner – er når du dør.
HUSK At holde dig munter!