Jeg blev for nylig bedt om at holde foredrag ved en konference, hvor jeg skulle tale om, hvordan humor kan være inkluderende. Svaret er, at der er et indbygget dilemma i humor. Det vil altid være inkluderende og ekskluderende på samme tid. Det handler om de ”briller”, vi tager på.
For år tilbage blev der produceret en voksen-julekalender, som hed ”Yallahrup Færgeby”. Det var en parodi på den elskede dukke-julekalender ”Jullerup Færgeby” fra 1970’erne. Den foregik i en såkaldt ghetto. Kalenderen gav en del debat. For var det ikke racistisk udstilling af stereotyper. Men flere som boede i ghetto miljøet syntes den var sjov. De genkendte typerne.
Det er det, som er ved stereotyper. Det bliver de jo af en grund. Fordi der er tilpas mange af dem til, at det bliver en type. Når komikeren Jørgen Ryg kom ind på scenen forklædt som en lille funktionær i alpehue og med en mappe under armen i 1960´erne genkendte publikum ham for den type var der faktisk mange af i gadebilledet på det tidspunkt.
Humor har meget at gøre med genkendelighed. Men samtidig så er det klart at man selvfølgelig laver sjov med nogen. Ghetto-beboeren eller funktionæren. Det er ekskluderende. Men samtidig er det også inkluderende. For hvis vi f.eks. vælger en gruppe fra, som vi ikke laver sjov med, så er der en risiko for, at de igen og igen vil sidde blandt publikum og tænke: ”Hvorfor bliver jeg aldrig nævnt? – Hvorfor skal ”jeg” ikke repræsenteres på scenen”.
Så der er et indbygget dilemma i humor. Jeg har ikke løsningen. Men jeg tror, at langt hen af vejen er det lidt som med krydret mad. Nogle gange tænker vi: ”Det var lige krydret tilpas”. Andre gange tænker vi: ”Det var godt nok voldsomt og alt for stærkt for mig”. Men jeg tror, at de fleste vil være enige med mig i at vi ikke har lyst til at undvære krydderier, fordi vi engang imellem synes noget er for stærkt.
Sådan er det også med humor. Hvis vi vil have, at humor skal være en del af livet, kan vi ikke styre det. Men vi kan sige: Denne gang var det for meget for mig. Men det er jo bare min smag. Det ser ud til, at andre godt kan lide det.
PÅ TUR TIL DEUTSCHES INSTITUT FÛR HUMOR
I starten af juni var jeg inviteret til Leipzig for at mødes med min tyske kollega Eva Ullmann, der er indehaver af Deutsches Institut Fûr Humor. I samme forbindelse fejrede vi det tyske humorinstituts tyve års fødselsdag.
Tyskerne har desværre ry for ikke at være særligt humoristiske, men det passer bare ikke. På mange måder ligner tysk humor dansk humor. Alligevel fortalte Eva, at hun jævnligt bliver ringet op og en stemme i røret siger: ”Er det Deutsches Institut Fûr Humor?”, hun kan så svare: ”Ja, det er det”. ”OK – jeg ville bare lige være sikker på, at det ikke bare var en joke”.
HUMOR FRA TYSKLAND
Jeg mødte en ven klokken halv to om natten i Kølns gamle bydel. Jeg sagde: ”Hvad laver du her i aften?” Han svarede: ”Jeg er på vej til et foredrag om virkningen af alkohol menneskekroppen”. Jeg sagde: ”Interessant, men hvem holder sådan et foredrag midt om natten? Han svarede: ”Min kone, når jeg kommer hjem.”
– Guido Cantz
Walter Ulbricht (DDR leder) har en samtale med Willy Brandt (Vesttysklands kansler).
Willy Brandt: ”Jeg samler på vitser, som folk fortæller om mig.”
Walter Olbricht: ”Jeg har en lignende hobby. Jeg samler på folk, som fortæller vitser om mig.”
– Eckart von Hirschhausen
En blondine bliver stoppet af en politibetjent. Betjenten: ”Må jeg se dit kørekort?” Blondinen: ”Hvad er det?”. Betjenten: ”Det er sådan en lille ting med dit billede på”. Blondinen kigger i sin taske og finder et sminkespejl, som hun holder frem mod politibetjenten. Politibetjenten kigger i sminkespejlet og siger. ”Undskyld, hvis jeg havde vidst, at du var en kollega, havde jeg ikke stoppet dig”.
– Cindy aus Marzahn
